Premier League i fokus på TV3+ og TV3 MAX

Premier League er verdens største fodboldliga. Du finder den på TV3+ og TV3 MAX, hvor seerne får en intensiv og indsigtsfuld Premier League-dækning, hver gang værterne Peter Grønborg, Niels Christian Frederiksen og Helle Smidstrup byder velkommen. I studiet er de flankeret af kompetente eksperter såsom Michael Laudrup, Peter Kjær, Jesper Grønkjær, Martin Jørgensen, Morten Wieghorst, Mads Timm og Per Frimann.

Efter en intens kamp om mesterskabet mellem Liverpool og Manchester City i sidste sæson, måtte The Reds se sig slået på målstregen af de himmelblå Manchester-drenge, som dermed stod som sejrsherrer for andet år i træk. Hvis de regerende mestre snupper titlen igen i år, tangerer de rekorden for flest Premier League-titler i træk. Men det bliver med garanti ikke uden kamp til stregen, for både Manchester United, Arsenal, Liverpool, Chelsea og Tottenham vil gøre alt for at slukke Citys mesterskabsdrømme.

Igen i år vil flere danskere betræde grønsværen i verdens største fodboldliga. Christian Eriksen er den mest fremtrædende, og den danske midtbanedirigent skal atter kæmpe for, at Tottenham kan blive en faktor i mesterskabskampen. Én ting er sikkert: Det bliver hamrende spændende!

På TV3+ og TV3 MAX giver vi Premier League den tv-dækning, som seerne og turneringen fortjener. Flere gange i sæsonen sender vi PL-pubben, hvor vi tager ud på pubber i Danmark og laver optakter og nedtakter dér, hvor danskerne ser Premier League. Det er vigtigt for os at dække Premier League i øjenhøjde, hvorfor vi også inviterer danske fans fra top-6-klubberne i studiet, når vi sender PL Parlamentet. Her diskuterer vi udviklingen i topklubberne, præstationer i ligaen, og hvad der ellers sker i engelsk fodbold. Derudover har vi Premier League med NC og Mølby. Her vil de to fodboldvenner, Niels Christian Frederiksen og Jan Mølby, hver måned komme med forudsigelser og diskutere forskellige elementer fra kampene.

Premier League skydes i gang den 9. august og kan ses på TV3+ og TV3 MAX. Alle kampe kan desuden ses live på Viaplay. Vi sender også kampe fra de traditionsrige engelske pokalturneringer FA Cup og Carabao Cup.

Mette BarnesHead of PR & Communications

+45 41 78 25 00

mette.barnes@nentgroup.com

Luk
  • Foto: Ritzau/Scanpix

  • Foto: Ritzau/Scanpix

  • Foto: Ritzau/Scanpix

  • Foto: Ritzau/Scanpix