Dokumentfalsk og bedrageri er på dagsordenen, når Luksusfælden er tilbage med en ny sæson. Eksperterne må gå hårdt til den, når de skal overbevise deltagerne om at droppe egoismen, skille sig af med statussymbolerne og smide facaden.

I denne sæson af Luksusfælden spiller eksperterne hårdt spil, når de skal overbevise deltagerne om at droppe egoismen, skille sig af med statussymbolerne og smide facaden. For det er som om, at parrene ikke helt har forstået, at for at få styr på økonomien, skal der hårdt arbejde og store ændringer til.

Vi møder et par, hvor Martin flere gange har sneget sin kæreste Mettes Nem-Id ud af skuffen og har optaget lån til sig selv i hendes navn. For at hun ikke skal finde ud af det, gemmer han breve fra kreditorerne i de øverste skabe, hvor hun ikke kan nå op. Han logger ind på hendes mail for at slette mails fra kreditorer og gør i det hele taget alt for at skjule sit bedrag.

Men hvad sker der, da eksperterne får Martin til at indrømme bedragets fulde omfang og afslører, at Martins handlinger ingenlunde tyder på at han fortryder at han har sendt sin kæreste i RKI?

I Haderslev har Vibeke og Lars en milliongæld fra et hus der gik på tvangsauktion. De havde i mange år undladt at betale for renovation og til sidst sagde kreditorerne stop. Kun et år efter tvangsauktionen, som de endnu ikke har betalt en krone til, er de netop flyttet ind i et nyt, dyrt, stort hus, frem for at blive boende i lejlighed. -Huset koster dem 14.000 om måneden og dertil kommer et kæmpe indskud! Eksperterne er klare i mælet: Det hus er der ikke råd til.

Særligt Lars bliver rasende over udsigten til at skulle opgive det flotte, store hus og eksperterne må indse, at de taler for døve øren. Vibeke virker mere modtagelig overfor eksperternes fornuft, men er det nok til at overbevise parret om at deres fremtid ikke byder på store dyre huse, men en lejlighed, de har råd til?

I Allerød bruger Mille alle sine penge på bolignips, tøj til datteren Hollie og energidrik. Det er afgørende for hende, at hun ligner en, der har styr på sit liv. Så hun køber. Og køber.

Men bag facaden er Mille ulykkelig. Hun låner penge af sin veninde, når hendes egne er sluppet op, der er ikke råd til at lave aftensmad, så hun spiser hos venner og i det hele taget lever Mille på nas. Det eneste Mille drømmer om, er at være et godt forbillede for sin datter, men hendes købeafhængighed spænder ben for dén drøm. Det er nu op til eksperterne om de kan vende hendes selvbillede, få hende til at smide den dyre facade og indse at hun er god nok som hun er.

Glæd dig til en helt ny og fængende sæson af det velkendte program Luksusfælden.

Mette BarnesHead of Press & Communications, Nordic Entertainment Group Denmark

+45 41 78 25 00

mette.barnes@nentgroup.com

Luk
  • Luksusfælden sæson 22

  • Luksusfælden sæson 22 Foto: TV3/Lotta Lemche

  • Carsten Linnemann Foto: TV3/Lotta Lemche

  • Louise Frost Foto: TV3/Lotta Lemche

  • Kenneth Hansen Foto: TV3/Lotta Lemche

  • Mette Reissmann Foto: TV3/Lotta Lemche

  • Gustav Juul Foto: TV3/Lotta Lemche